Årets tolv højtider

Oversat fra svensk af Lise Lorentzen.

Bag årsløbets hændelser ligger oversanselige begivenheder, som vi kan besinde os på, og hvorfra vi kan hente impulser og inspiration til en personlig skolingsvej. Betragtning af de åndelige kræfters virke kan bidrage til vores erkendelser og hjælpe os til at udvikle de evner, der skal sætte os i stand til at virke i frihed og med kærlighed.

Hvert dyrekredsbillede rummer sin særlige kvalitet, som har sat et aftryk i det jordiske. Vi kan derfor betragte dyrekredsens skiftende virkekræfter som en række højtider gennem året.

I Stenbukkens, Vandmandens og Fiskens dyrekredsmåneder kan vi søge impulsen til at iagttage og beskytte det nye, der spirer frem, rense vores idealer og stræbe mod, at vi med moralsk stabilitet kan sprede nye impulser i den rigtige form.
I Vædderen, Tyren og Tvillingen kan vi få hjælp til at navigere i kaos og åbne os med interesse for omverdenen, lade ny mening med og retning i tilværelsen vokse frem, mens vi søger at bevare vores indre bevægelighed.
Krebsens, Løvens og Jomfruens dyrekredsmåneder kan give særlige muligheder for at opleve livsglæde ved nye initiativer. Man kan føle sig modnet og renset og i stand til med styrket ansvarsfølelse at modtage nye inspirationer.
I Vægten, Skorpionen og Skytten kan vi være særligt modtagelige for at modtage kraft i livets handlinger og i vores tænkning. Ved årets slutning kan vi opleve en indre ro i forventningen og forberedelsen til julens indvielsesfest.

Vores liv på jorden har en mission, og vi kan ikke blot bygge på traditionerne, men må finde nye veje til at virke med belivende kraft og hjertevarme i samværet med andre mennesker.
 

Læs uddrag

Skytten

Efter allehelgenstiden fortsætter, i skyttens tid 21. november til 20. december, vandringen mod jordens indre. Vi stiger dybere og dybere ned i skyttens billede eller kentaurens, som fra gammel tid afbilledes som et hestelignende dyr, hvis øverste del havde menneskegestalt. I skyttens tid er opgaven blandt andet at gennemlyse og forvandle astrallegemet helt ned i dybden af kentauren, der hvor egoismen har sin bolig. I dette indre dyb udkæmpes kampen mod det onde. Dér findes også brodermordets urbillede, når Kain dræber Abel med sin astrale ildkraft.

Vi er nu inde på det ondes problem, det som særligt hører sammen med vores kulturperiode. Det dybe spørgsmål kan opstå: Hvor skal vi kæmpe mod det onde? Måske begynder vi at ane den subtile sammenhæng mellem at bekæmpe det onde i det ydre og i det indre. Det onde kan fra et højere perspektiv opleves som en nødvendig modstand, hvilket gør det muligt at udvikle de indre evner, som er nødvendige, hvis man skal kunne tage ansvar for sin broder Abel.

I begyndelsen af skyttens tid nærmer vi os adventstiden, hvor sjælen med en del af sit væsen forlader den røde mikaelske kraft. Den klæder sig nu i blåt, i ærbødighed og forventning, sådan at vi til jul kan modtage åndsbarnet. Men lige som barnet ved fødslen må kæmpe sig gennem mørket via en smal passage ud til lyset, må vi i skyttens tid først vandre gennem en mørk tunnel. For mens atmosfæren er i gang med at renses i højden, så er modstandskræfterne i stedet kastet ned i dybet. Derfor må vi først overvinde dem, inden adventslyset kan stråle ind i sjælen. Derfor kan man ofte opleve, at en vis modstand i begyndelsen af adventstiden må overvindes, inden freden kan sænke sig.

Fire uger før jul kan vi fra dybet af vores væsen stille et spørgsmål, som på samme tid kan være en bøn om at få lov til at kunne tage imod åndsbarnet til jul. Dette medfører, at vi vandrer anderledes gennem disse uger.

Både spørgsmål og bøn går gennem en udvikling, sådan at de i den første uge synker ned i æterlegemet, i det ubevidste. I anden uge strømmer de ud i kosmos og forbinder sig med de åndelige realiteter, som vi har spurgt om. I den tredje uge stråler den åndelige kraft i form af svar tilbage til mennesket, for i fjerde uge at forbinde sig med hjertet og bane vejen til, at mennesket skal kunne tage imod åndsbarnet julenat.

Den proces, som spørgsmålet går igennem, inden svaret kommer tilbage fra det åndelige, er noget almengyldigt hver gang vi stiller et dybere spørgsmål. Men i specielle tilfælde, som i adventstiden, kan spørgsmålet afstemmes efter netop denne tid og samtidig indeholde en bøn for julen.

Som en forberedende lysfest har vi også luciafesten, som tidligere lyste op i årets mørkeste nat, men som nu fejres den 13. december. Dermed ligger den som en forventningens fest cirka lige så lang tid før epifani, den 6. januar, som næste lysfest (Maria lysfest, kyndelmisse), ligger efter den 6. januar. Man kan her ane en hemmelighedsfuld samklang mellem de to lysfester, mellem Lucia og Maria.

Adventstiden med sine fire søndage er en forberedelsestid, dels for i sjælen at blive ’en Maria’, og dels for at kunne følge de tre konger på deres vandring. Vi kan, ligesom kongerne, stræbe efter at kunne bære gaver med til den indvielsesfest, som julen egentlig er. Men inden sjælen er moden til en indvielse, om så bare på et forberedende plan, må den først tredeles, stå over for vogteren, og blive helt stille.

Gennem en naturlig proces har sjælen allerede ud af årskredsløbet en tendens til tredeling i vintertiden, i modsætning til sommertidens store helhedsoplevelse. I gamle førkristne tider var mennesket meget afhængigt af dette, mens vi i vores tid har mere frihed i forholdet til årstidsrytmerne. Tredelingen kan derfor også ske på helt andre tider end i julen.

De tre konger med deres gaver af guld, røgelse og myrra er blandt andet et billede på det enkelte menneskes tredelte sjæl, som omfatter den forvandlede tanke, følelse og vilje. Hvert år kan vi konkret spørge os selv, hvordan denne tredeling ser ud netop dette år. Det må aldrig blive en vane eller konvention, hvis det skal være frugtbart, men må hver gang gribes på ny, ud fra det, som er aktuelt på livsvejen. Men det kan dog være en hjælp at leve med forskellige store billeder af sjælens tredeling.

En anden urbilledlig treklang, som både kan være en forberedelse i adventstiden og en opgave efter julenat, kommer frem i det store fremtidsideal, som allerede blev omtalt i stenbukkens måned: At vi gennem vores handlinger af undren og ærbødighed, vores kærlighedshandlinger og samvittighedsgerninger, kan være med til at bygge bolig for åndsbarnet og for den nye unge kristusimpuls.

I samme grad tredelingen er kommet til stede i sjælen, kan mennesket også i begyndelsen af december nærme sig en vogteroplevelse. Denne mulighed fandtes allerede i gammel tid omkring den 5. december, og skildres af Mabel Collins som ’skrækkens fest’. Mennesket står her helt alene og har egentlig mistet al selvtillid, men må dog stå opret og være rede til at ofre alt for en højere verden. Først da kan man fortsætte indvielsesvejen gennem adventstiden, som blandt andet leder fra ensomheden til nye åndelige fællesskaber, og til slut leder frem til julenattens indvielsesfest. Et aspekt af denne proces skulle man kunne udtrykke med ordene:

   Ensomhed og smerte
   Skaber individualisering –
   Men først gennem ægte fællesskab
   Vokser vi ud over os selv.

I adventstiden kan man i sit indre, helt ned i livskræfternes område, forsøge at blive ’kvindelig’, stille og modtagende. Hvis man desuden i sjælen forsøger at udvikle den ’mandlige’ aktivitet og bevægelse fra de tre konger, kan en mangesidig proces opstå, uafhængigt af om man selv er mand eller kvinde. En hjælp i denne udvikling, kan vi få gennem at fordybe os i ligheden og forskellen mellem den sjælelige kvalitet, i Marias blå farve og den blå farve hos kongen med røgelsesgaverne. Eller vi kan yderligere fuldstændiggøre dette gennem at begrunde forskellen mellem hyrdernes hjertekræfter og kongernes stjernekræfter. Vi kan spørge os selv, hvordan vi på en moderne måde i vores indre kan forene disse to væsentlige evner.

Dette er naturligvis store urbilleder med det tredelte menneske stående overfor vogteren, forberedende sig på modtagelsen af åndsbarnet. Men vi kan i den konkrete livssituation begynde med at spørge os selv, om vi kan udvikle en antydning af disse evner, ved at blive mere interesserede i vores omgivelser og give os tid til virkelig at lytte til andre. Vi kan da skabe en ny ’adventskalender’, hvor vi hver dag er åbne for, om der kan findes mulighed for at give nogen en lille gave på det indre eller det ydre plan. Man kan også spørge sig selv, om ikke livet hver dag skænker en værdifuld perle. Rudolf Steiner har engang udtalt, at mennesket hver dag kan opleve et under, hvis man blot er tilstrækkelig åben og modtagelig for det.

Årskredsløbet er anderledes i vores tid end i gamle tider, hvor den indre betoning mere indebar at menneskene fik gaver til højtiderne. I vor tid er det vigtigere, at vi på en måde forbereder os overfor disse højdepunkter, sådan at vi i tanken, følelsen og viljen kan tage vores åndelige gaver med. Vi kan med den rigtige forberedelse, også i forundring og taknemmelighed, opleve hvor meget den åndelige verden skænker os på vores vandring gennem årskredsløbet – den bliver en vandring til livets kilde.