Dobbeltgængeren

Skyggesiden af vores selv
 

Oversat fra tysk af Jette Henningsen Lots.

Menneskets bevidsthed om sig selv og verden var anderledes i tidligere tider. Den har gennemgået en stor forandring op gennem historien. Aldrig har den været højere, end den er i dag. Med denne voksende bevidsthed om sit eget åndelige væsen stiger også menneskets behov for erkendelse af sit eget væsens skyggesider, af dobbeltgængeren.
Menneskets dobbeltgænger er ifølge Rudolf Steiner en åndelig realitet – et dæmonisk væsen, som træder ind i mennesket kort før fødslen og forlader det igen kort før døden.
I denne bog beskriver forfatteren mange forskellige fænomener, som alle belyser forskelligartede tilsynekomster af dobbeltgængeren. Bogen kan inspirere til større vågenhed i arbejdet med dette emne.

Læs uddrag

Hvert menneske vil vel indrømme, at det har visse svagheder, og vil ofte også være parat til at gøre noget for at udligne dem. At jeg ikke kan synge, eller at jeg i skolen havde svært ved at løse matematikopgaverne, og at jeg i dag undgår dem, vil næppe påvirke min selvværdsfølelse, når jeg på andre områder har skabt en for mig tilfredsstillende udligning. Sværere er det for den, der lider under sin lidt klodsede eller alt for generte optræden. Måske ville han gerne være anderledes og håber i det mindste, at kollegerne ikke bemærker hans svagheder. Han prøver at give sig ud for noget andet end det, han er. Dog ved han, at han spiller skuespil. Han vil bare, at de andre tror på det, han spiller. Men idet han bliver uægte, begynder allerede spaltningen inden for hans egen personlighed.
     Vendepunktet for denne fejludvikling opnås, når mennesket selv begynder at tro på det, det spiller. Så bliver det billede, som kommer til syne, vigtigere end virkeligheden af selvet. De faktiske svagheder, som er der, bliver fortrængt af selvforståelsen og er dermed ude af jegets indgriben. Hvorfor skal jeg arbejde med svagheder, som jeg slet ikke har? Det, der hører til mit væsen, men som bliver løsnet fra jegets indgriben, har en tendens til at gøre sig selvstændigt. Det bliver et egetvæsen, som stadig gør sig mere fremmed i forhold til min forståelse af mig selv.
     Dobbeltgængeren er altså ikke summen af karaktersvaghederne, men er et eget væsen, som har løsrevet sig fra personlighedens ramme og sågar udviklet en egen vilje. Det bliver synligt, når man siger: ”Den, som udfører synden, bliver syndens slave.” Synden fra i går er jo begået; hvordan kan den tvinge mig til at gøre det samme i dag? Når jeg har indset min fejl fra i går, så vil jeg i dag lettere kunne modstå fristelsen til at gøre den igen, end hvis jeg endnu ikke på egen krop havde oplevet følgerne af mine fejl. Ja, når jeg har indset …, så har min svaghed fra i går løst sig fra rammen af min personlighed, så er jeg modnet gennem fejlene fra i går, også selv om jeg ikke har kunnet udligne dens følger.
     Men hvor ofte bliver den én gang begåede fejl ikke til en selvfølgelighed! For i dag kommer man vel ikke langt i livet med ærlighed. Man er nødt til at være smart. Og jeg bekræfter mig selv, når jeg gentager den succesfulde smarte adfærd. Jeg mærker tydeligt, at det ikke mere er jeg, der bestemmer, hvad der skal gøres, men at noget i mig overtager styret: synden, som jeg bliver slave af.
     De negative karaktertræk, skyggesiden af vores væsen, bliver ikke bestemt af samfundets moralbegreber. Det er den del af personligheden, som ikke kan stå prøven over for os selv. Til den hører den indre holdning, som bliver afvist af samvittigheden. Denne bedømmelses-målestok viser sig tydeligst i en oplevelse, som mange mennesker har ved tærsklen til døden. En helt fremmed skikkelse træder frem, ubevægelig i sine ansigtsudtryk, men med et blik, der intensivt er rettet mod den døende. ”Når jeg skal være helt ærlig over for mig selv”, sådan siger den døende måske, ”så må jeg se mig selv sådan, som dette blik ser mig.” Det handler ikke om bedømmelsen af den eller den handling, men om hele livet, eller med andre ord: mennesket selv. Sådan som samvittigheden heller ikke tager stilling til en enkelt handling, men til mig. Hvordan var jeg i dette øjeblik eller i løbet af livet sammenlignet med det, som jeg kunne have været – og som jeg egentlig ville være. Der er selvfølgelig ikke tale om ”dommedag” på nogen måde; det er ikke en guddommelig bedømmelse, men en menneskelig – min egen over mig selv: af ærlighed over for mig selv.
     Dobbeltgængeren er en del af den egne personlighed, der på to måder er blevet fremmed for os. Vi ved ingenting om denne, fordi vi ikke ser eller ikke vil se de negative væsenstræk, af hvilke den består. Dobbeltgængeren er ikke kun undsluppet vor bevidsthed, men modsiger også det billede af os selv, som vi vil realisere i livet. Vi vil og kan ikke identificere os med dette væsen.
     Og dog er skyggesiden en del af vores væsen. Idet denne skyggeside bliver lukket ude af selvforståelsen, opstår en skinverden, i hvilken vi lever. At jeg sommetider er én, der vil have ret, indrømmer jeg. Og denne egenskab er vel forståelig – netop når jeg har ret. Dog kunne jeg måske gøre mine rigtige tanker gældende på en mere elegant måde. Men forfængelig …, nej, det er jeg virkelig ikke. Hvis andre hævder det, er det en ondsindet beskyldning. Ja, måske tidligere, i min ungdom, havde jeg en vis tilbøjelighed til forfængelighed, men den er for længst overvundet. Ikke på grund af at jeg virkelig er forfængelig, skaber jeg et dobbeltgænger-væsen, men på grund af at jeg ikke anerkender denne svaghed, at jeg udelukker den af min selvforståelse, at jeg tillader denne svaghed at danne et eget væsen. Selv om jeg fornægter skyggesiden af mit selv, holder den ikke op med at eksistere, men den bliver fremmed for mig. Og når den optræder for mig i et billede, føler jeg mig presset af en magt uden for mit selv, af en magt, som jeg værger mig mod, indtil blik-oplevelsen på tærsklen til døden måske bringer sandheden for en dag: Sådan var Du.