Hvorfor nu det?

Om børns kreative og intellektuelle udvikling.
 

Til ethvert NU i et menneskes liv svarer ofte et ganske bestemt DET. For børns opvækst gælder en sådan sammenhæng i udpræget grad. I bogen søges en fordybelse i børns udviklingsstadier for at finde frem til de undervisnings- og samtaleemner, der kan tilfredsstille børnenes udviklingsmæssige behov.

Bogen henvender sig til lærere, forældre og mennesker i en pædagogisk uddannelse med en beskrivelse af, hvorledes man i Steinerskolen gennem emnevalg og undervisning i kunstneriske aktiviteter forsøger at imødekomme barnets udviklingsmæssige behov.

Den skildrer de pædagogiske impulser fra en række af vore almindelige skolefag og ledsager dem med beskrivelser af børn fra de tilsvarende alderstrin, således som vi kender dem fra skolemiljøet og på hjemmebane.

Læs uddrag

Bevægelse og tælling

"Elementært" betyder for den første regneundervisning i udstrakt grad kropslig aktivitet. Det er ad den vej, de fleste af os i sin tid fik sikkerhed i 10-tabellen. Mens vi holdt hinanden i hånden, hoppede vi på det lave vand til 10-20-30-40 osv., og når vi nåede til 100, var vi blevet så tilpas våde over det meste af kroppen, at vi vovede det kolde gys og lod os falde baglæns ned i bølgerne. Lad os tage ved lære af dette og også indøve den første tælling med børnene gennem legemsbevægelser og oplevelser med sanserne. Og jo enklere, jo bedre! Vi kan lade dem tælle i kor, mens de taktfast går rundt i gymnastiksalen. På 10 lader vi dem standse med et hop på samlede fødder. Senere går vi rundt på samme måde, men uden at tælle højt. På 10 hoppede vi, og meget hurtigt ved alle, hvornår 10 kommer. Vi prøver også på denne måde at tælle til 6. Så er der ikke langt hen til hoppet. Og endnu kortere, når vi kun skal tælle til 3. 9 derimod er der langt hen til, det tager en rum tid. Vi prøver også med f.eks. 15. Så kommer man næsten hele kredsen rundt, inden man hopper. Børnene orienterer sig på denne måde i talrækken, og deres indsigt kommer til udtryk i rummet, de færdes i.

Så stiller vi os alle med ryggen mod den ene langside i salen, holder hinanden i hånden og tager hoppeøvelser til 10 tværs over salen. Vi når næsten helt over til modsatte langside. Vi prøver igen, så det passer med, at vi netop kommer helt over. Når skridtlængden er indøvet, prøver vi med 6 skridt, 3 skridt, 5 skridt osv., og vi iagttager hver gang hvor langt vi kommer. Med 5 skridt når vi alle til midten. Godt at kunne, inden man skal vide det. Derpå prøver vi at nå tværs over med kun 7 skridt. Det bliver nogle gevaldige skridt. Med 5 skridt går det slet ikke. Selv læreren klarer det næsten ikke. Og med 3 skridt må alle blot forestille sig springene. Men man kan ligesom se det for sig, det bliver her og her og så altså her. Fin 3-deling af et liniestykke allerede i første klasse.

Når alle kan tælle alene, stiller 10 elever sig igen ved væggen og tæller enkeltvis fra den ene ende. Hver har nu sit tal. Så tager vi igen hoppeøvelsen, men således, at han, der fik 4 ved tællingen, går fremad og hopper, når 4 kommer, han, der fik 7, standser ved 7 osv.. 10-tallet når altså helt over til den modsatte væg. Vi kan også stille alle klassens 24 elever op ved endevæggen, tælle til 24 så hver får sit tal, og derefter tage øvelsen på langs i salen. Når eleverne så står på den skrå linie gennem salen, beder man nr. 24 om at sætte sig, så nr. 12, nr. 8 osv.- og vores viden om tallene står klart for vores øjne.

Nu stiller alle eleverne sig i en kreds, og vi tæller os frem til, hvor mange vi er i skole i dag, ved at hver elev siger sit tal. 20 bliver det til. Vi kan også gøre det hurtigere ved ud fra to elever ved siden af hinanden at tælle blot halvvejs rundt, med og mod uret. Ved siden af hinanden står så to 10-taller. Vi kan også tælle videre i talrækken ved, at de to 10-taller fortsætter med at sige 11, naboerne til dem med at sige 12 osv. Hver elev får da to tal, og nu kan man bede dem om at lægge deres tal sammen. Stor forundring, de får alle 21.21 kan altså være mange ting. Det kan være 10+11 eller 1+20 eller 5+16 osv.

Næste dag prøver vi legen igen, og da er vi måske 21 i skole. Så opstår et nyt problem, når vi prøver at tælle med og mod uret samtidigt. Vi stifter bekendtskab med lige og ulige tal. Det samme problem støder vi på, hvis vi leger således: 8 elever stiller sig i kreds holdende hinanden i hænderne. De svinger i takt med hinanden armene ud og ind i kredsen. Det går let. Så hjælper man dem med at svinge med armene, som når man er ude at spadsere, højre ud- venstre ind, højre ind, venstre ud osv. Det går fint, indtil læreren får lyst til at være med i kredsen. Så er vi 9, og ligegyldigt hvordan vi bærer os ad, så passer tingene ikke mere sammen. Lige og ulige tal.

Alle disse ting er for os selvfølgeligheder, for børnene væsentlige erobringer, når de med kroppen og dens bevægelser får lov til at gøre erfaringer. Man skal gribe og være grebne, før man begriber.