Livsforløb og skæbne

Kunsten at se tilbage på sit liv

Denne bog er tænkt som en hjælp til mennesker, der ønsker at se tilbage på deres liv – at overskue helheden i det levede liv og få øje på de mønstre og den udvikling, der har gjort sig gældende. Hvordan kan jeg vurdere mit liv ud fra den sammenhæng, hvori jeg hidtil har stået?
Et centralt tema i bogen er, om vi lever i en verden, der regeres af tilfældets love, eller om fænomenerne selv, når vi anstrenger os for at betragte dem fordomsfrit, peger hen på, at man kan tale om skæbnens tilskikkelse.
Når vi som mennesker når op i den sene livsfase, har vi mulighed for at gennemgå en modningsproces og særligt udvikle vores bedømmelsesevne. Vi har mulighed for at indordne problemer og vanskeligheder i en større sammenhæng og at se dem i deres realitet, i deres forbindelse med andre fænomener. I denne livsfase kan dette spørgsmål opstå: Hvad er egentligt mit urbillede. Det er ikke noget, vi udtænker, men noget, vi kan møde. Et urbillede er lagt i os som et ideal, efter hvilket vi søger at virkeliggøre vores menneskeværen. Urbilledet af mennesket i den sene livsfase er mennesket på tærsklen til den åndelige verden, mennesket på tærsklen til den himmelske verden. Således kan det være et kald for mennesket i den sene livsfase at være et levende vidne om den åndelige virkelighed.

Læs uddrag

Jeg vil gerne fortælle om en oplevelse i Johanneshuset, en stor institution for ældre mennesker i Sydtyskland, hvor jeg arbejdede i 10 år. Der behandlede jeg blandt andet Fru K. fra Schwaben – hun var lidt undersætsig, pyknisk. Da jeg lærte hende at kende, var hun 98 år. Hun talte egentlig ikke mere, men gav kun lejlighedsvis endnu nogle lyde fra sig hvormed hun udtrykte sine stemninger. På denne måde ’sang’ hun, udtrykte hun, i hvilken stemning, hun netop var, og hvad hun havde brug for. Hvis man ville forsyne hendes tilstand med en diagnose-etiket, ville man sige, at hun led af senilitet. Men samtidig med, at hun ikke mere kunne udtrykke sig meningsfyldt, udstrålede hun en kvalitet, som kun tilnærmelsesvist kan beskrives. Denne udstråling var så stærk og velgørende, at sygeplejerskerne, der havde med hende at gøre, kappedes om, hvem der skulle passe hende, fordi det ganske enkelt var så behageligt at være i hendes nærhed. Omkring hende var noget godt, varmt, lysende, som enhver, der ikke var helt afstumpet, tydeligt kunne fornemme. Jeg spurgte længe mig selv, hvad det var, det drejede sig om, og jeg har ikke kunnet finde noget andet begreb derfor end åndsnærværelse. Ikke åndsnærværelse i den forstand, at det var en hurtig, vågen, skarp intelligens, men det var en virkelig tilstedeværelse af den åndelige verden, der næsten kan stråle igennem et gammelt svagt menneske, og hvorom det kan aflægge vidnesbyrd på denne måde – en tilstand af væren, hvori noget af den åndelige virkelighed næsten kan opleves. Og denne kvalitet stråler så i enkelte nådesøjeblikke ud fra en sådan personlighed, og det kan egentlig opleves umiddelbart og oprigtigt af enhver, der er åben for det. Naturligvis kunne de unge mennesker, der plejede fru K., ikke finde et begreb derfor. De kunne kun sige: Det er så dejligt at pleje denne kvinde. Vi forlader beriget hendes værelse. Vi ved ikke nøjagtigt, hvad det er, men det giver os så meget. – Dette spontane fænomen, som den pågældende personlighed slet ikke selv kunne påvirke bevidst, optrådte bare, formodentlig som frugten af et langt liv. Fru K. havde hele sit liv været helsepædagog og havde levet et liv i stor offerberedskab. Hele hendes arbejdsliv bestod i at tjene psykisk syge mennesker. Og nu, i hendes høje alder, forvandlede dette sig således, at hun udbredte åndeligt solskin.

Hvordan kan dette fænomen begribes? Man kunne sige meget om det, men jeg vil begrænse mig til de skridt, som vi i fællesskab har gjort i de forudgående kapitler. Vi har igen og igen stillet det spørgsmål, hvorledes forholdet skabes mellem vores jordiske jeg som centrum af vores personlighed og vores sande væsen, der bliver tilbage i den åndelige verden og på en vis måde overskygger os, men ikke indtræder i vores jordiske personligheds realitet. Det sande jeg-væsen forbliver i den åndelige verden og gennemgår stadig nye inkarnationer. Men det gør det sådan, at det danner en personlighed på Jorden, der tilfører det erfaringer. Når man arbejder med sin egen biografi, er det muligt at møde dette højerestående væsen, som vi egentlig er, for dette højere jeg er til stede i de skæbnetildragelser, som livet bringer os. Og så nærmer mennesket sig dødens tærskel, som samtidig er tærsklen til den åndelige verden. Det betyder, at vores sande jeg-væsen nu nærmer sig os og lader sit lys stråle over tærsklen ind i personligheden, som nu er åben herfor. Jeg tænker, at vi ud fra dette synspunkt kan forstå det fænomen, som jeg har beskrevet vedrørende fru K. Hendes jordiske personlighed var så at sige blevet gennemsigtig for det, som kunne stråle ind i hendes sjæl fra den anden side af tærsklen, og som fra hendes sjæl som en solvirkning igen strålede ud i hendes omgivelser. Det betød, at det højtbedagede menneske i princippet havde mulighed for, fordi tærskelovertrædelsen var nær, at være åben for det åndeliges virkelighed, der venter på os på den anden side af tærsklen. Det egentlige urbillede af mennesket i denne sidste livsfase er mennesket på tærsklen til den åndelige verden, mennesket på tærsklen til den himmelske verden. Denne tilstand kan vi endnu ikke opnå i de unge og midterste leveår i denne form, bortset fra dem, der har mulighed for at gå indvielsens vej og på denne vej fremkalde den bevidste forbindelse med deres eget højere selv. Den indviede, den hellige, kan opnå det samme, som i nådige øjeblikke kan blive virksomt i den sidste livsfase.

Således kunne det være et kald for mennesket i denne fase at være et levende vidne om det åndeliges virkelighed. I hverdagslivet optræder dette imidlertid kun tydeligt hos få mennesker, og også hos dem er det kun enkelte nådige øjeblikke, ganske korte, næsten som lyn. Men de optræder, det er en vigtig kendsgerning, det her drejer sig om. Den hjælper os til at forstå, hvorfor så mange mennesker i dag bliver så gamle. Jeg vil her gerne gøre opmærksom på en udtalelse af Rudolf Steiner, der forklarer, at mennesket har en særlig mission i den høje alderdom. Ved at gennemgå hele alderdomsproblematikken – og det drejer sig virkelig om en vanskelig livsfase – præsterer det gamle menneske ubevidst noget særlig væsentligt for menneskeheden som helhed. Rudolf Steiner gør opmærksom på, at det gamle menneske er i stand til at lade åndelige kræfter strømme ind i den menneskelige verden, hvilket er en streg i regningen for materialismens magt, Ahrimans magt. Konkret drejer det sig om, at på grund af disse gamle menneskers virkninger får unge og midaldrende mennesker mulighed for at kunne orientere deres liv ud fra virkelige idealer.

En mærkelig sammenhæng. Hvorfor er det sådan? Hvordan kan det være, at det meget gamle menneske redder de yngres idealisme? Hvad er det i det hele taget idealer? Ægte idealer – jeg taler altså nu bevidst ikke om de i dag almindelige skin-idealer, som egentlig kun er ønskeforestillinger – er intentioner, der forbinder os med menneskeheden som helhed. Vi vil for eksempel udøve et bestemt erhverv for dermed at tjene vores medmennesker, i hvilken form det end kan være. Eller vi tilstræber menneskeværdige virksomhedsformer, et alternativt sundhedsvæsen eller fremstilling af produkter, der er miljøvenlige. Alt dette er virkelige idealer. De skaber det instrument, med hvilket den højere verden, engleverdenen, kan blive virksom i menneskeverdenen. Derfor virker disse idealer som reale kraftfelter mellem menneskene. De skaber muligheden for, at englene, ærkeenglene og Archai kan få indflydelse på menneskenes anliggender. Hvis vi mister vores idealer, er vi udleveret til materialismens ånd, og det er det, Ahriman gerne vil. Han ville meget gerne fuldstændigt udslette alle disse idealer, så mennesket kun levede for de ydre værdier. Men netop det bliver forpurret på grund af det, de højtbedagede tilvejebringer, også når de gør det tænderskærende, lidende og med indre modstand. Alene den kendsgerning, at dette bliver gennemlevet, er allerede det, der er det virksomme.