Novalis' fragmenter

Novalis, digternavnet for Friedrich von Hardenberg, blev født i 1772 og var en af den tyske universalromantiks største personligheder. Selv om han døde som 28-årig, nåede han at fuldføre et betydningsfuldt digterisk og filosofisk værk, som siden har været en stor inspirationskilde for forskere, litterater, studerende og almindelige læsere. Herved har det haft en ganske særlig indvirkning på den europæiske kulturudvikling og har i dag fortsat stor relevans.

Novalis’ filosofiske værk, der kaldes Fragmenter, er nu for første gang udgivet i en dansk oversættelse. Disse fragmenter var fra Novalis’ side tænkt som noter for et samlet værk til forståelse af forskellige videnskabelige og humanistiske områder som fysik og matematik, socialvidenskab, moral, verdenshistorie, politik og kærlighed.

Oversat af Annelise Sadolin efter den tyske udgave:
Novalis’ Werke in vier Teilen, Teil 3 und 4. 
Udgivet af Hermann Friedemann. Deutsches Verlagshaus Bong & Co., ca. 1913. 

Fragmenterne er suppleret med en beskrivelse af Novalis’ liv – forfattet af Annelise Sadolin.

​​​​​​​Uddrag af fragmenter:

Nr. 1114. Man bliver af de svundne tiders mennesker tvunget til at behandle dem som helligdomme.

Nr. 1115. Kunstens højere mysticisme som skæbnens foranstaltning, som naturtildragelse.

Nr. 1116. (Encyklopædi.) Skulpturen og musikken står over for hinanden som to modsatte værdier. Maleriet udgør overgangen. Skulpturen er formstilstanden, musikken er den flydende tilstand. (De ældre skuespilleres masker.)

Nr. 1117. Maleri og tegning lader alt komme til syne i fladen, musikken omdanner alt til bevægelse, mens poesien behandler alt i ord eller sproglige tegn.

Nr. 1118. Poesien i snæver forstand synes næsten at være kunsten mellem billedkunst og tonekunst. Skulle mon takten modsvare figuren – og tonen modsvare farven?

Nr. 1119. Hånden bliver hos maleren sæde for instinktet, og således er det også hos musikeren, når han spiller på sit instrument, mens det er foden hos danseren, ansigtet hos skuespilleren osv.

Nr. 1120. Ligesom maleren ser de synlige genstande med helt andre øjne end det almindelige menneske, således opfatter også digteren begivenheder i den ydre og indre verden på en ganske anden måde, end mennesker sædvanligvis gør. Intetsteds er det dog mere påfaldende end i musikken, hvordan det udelukkende er ånden, som gør genstandenes og stoffets ændringer poetiske, og hvordan det smukke, kunstens genstand ikke bliver os givet eller allerede ligger færdig i tilsynekomsten. Alle toner, som naturen kan frembringe, er rå og åndløse – kun den musikalske sjæl oplever skovens susen, vindens hylen, nattergalens sang og bækkens rislen som melodisk og betydningsfuld. Musikeren henter kunstens væsen ud fra sig selv – endda ikke den mindste mistanke om efterligning falder ham ind. For maleren forekommer den synlige natur overalt at arbejde forud, den synes at være hans uopnåelige ideal! Egentligt er dog malerens kunst lige så uafhængig af det på forhånd givne som musikerens. Maleren betjener sig blot af et langt vanskeligere tegnsprog end musikeren. Maleren maler i virkeligheden med øjet. Hans kunst er den kunst at kunne se harmonisk og smukt. Synet er hos ham aldeles aktivt, er i sandhed en formende virksomhed. Hans billede er kun hans mærke, hans udtryk, hans reproduktionsværktøj. Man kunne sammenligne noden med dette kunstneriske mærke.
   Hos musikeren kunne fingrenes, fodens og mundens mangfoldige bevægelser nok snarere modsvare malerens billede, hans mærke. Musikeren hører egentligt også aktivt. Han hører udefter. Ganske vist er denne omvendte benyttelse af sanserne en hemmelighed for de fleste, men enhver kunstner vil kunne gøre sig det mere eller mindre bevidst. Næsten ethvert menneske er i mindre grad en kunstner, som i virkeligheden ser udefter og ikke indefter, føler udefter og ikke indefter. Hovedforskellen er, at kunstneren har givet liv til livets selvdannende kim i sine organer, han har således forfinet og forhøjet organernes mulighed for påvirkning fra ånden. Han er i stand til frit at lade idéerne strømme igennem sig uden påvirkning udefra og i stand til at bruge dem som værktøj ved ændringer af den virkelige verden. Hos mennesket, som ikke er kunstner, foregår berøringen kun ved tiltrædelse af en ydre påvirkning, og ånden kommer til at stå som den træge materie under mekanikkens grundlovmæssigheder (at al ændring forudsætter en ydre årsag, og at virkning og modvirkning må være hinandens ligemænd), eller den synes at underkaste sig disse mekaniske lovmæssigheders tvang. Det er dog en trøst at vide, at dette mekaniske forhold er unaturligt for ånden, og som al åndelig unatur er det tidsbegrænset. Det er sådan, at for almindelige mennesker retter ånden sig ikke helt efter mekanikkens love, og det ville således også hos dem være muligt at uddanne organets højere anlæg og evner. Men for at komme tilbage til forskellen mellem maleri og musik, så er det netop påfaldende, at i musikken er kendemærke adskilt fra værktøj og stof, mens disse hos maleren er ét og derfor abstrakt set forekommer mindre fuldkommengjort. Så meget, synes det mig, bliver herved sikkert, at maleri vil være vanskeligere end musik, at maleriet er et trin nærmere åndens helligdom og derfor, hvis jeg må sige det sådan, er mere ædelt end musikken. Det følger vel netop heraf ud fra de sædvanlige forherligende argumenter fra musikelskernes side, at musikken udøver en langt stærkere og en langt mere almindelig virkning. Dens fysiske magt og storhed burde imidlertid ikke være målestok for kunstens intellektuelle højdepunkt, snarere burde den være kontraindikation. Også dyrene har og kender musik, men om maleri har de ingen anelse. Den smukkeste egn, det mest henrivende billede vil de egentligt ikke kunne se. En bemalet genstand i deres nære omgivelse bedrager dem blot, men som billede har de ingen fornemmelse deraf.
   En god skuespiller er i virkeligheden et plastisk og poetisk instrument. En opera, en ballet er en plastisk poetisk koncert, et fælles kunstværk sammensat af flere plastiske instrumenter. (Følelsernes virksomme sans. Poesi.) (Gennemtrængning af det plastiske og det musiske – ikke blot formidling.)

Nr. 1407. En egenartet kærlighed og barnlighed hører ved siden af den klare forstand og det rolige sind med til studiet af naturen. Hvis blot en hel nation fattede lidenskab for naturen og hermed knyttede et stærkt bånd mellem borgerne, hvis blot hver egn havde sine naturforskere og laboratorier, ville man for alvor kunne gøre lokale fremskridt på denne vældige bane, fremskridt, som stod i forhold til naturen.

Nr. 1622. Sygdomme er så vist meget vigtige i menneskeheden, da de er så utallige, og da hvert menneske må kæmpe så hårdt med dem. Endnu kender vi kun ufuldkomment kunsten at drage nytte af dem. Sandsynligvis er de den mest interessante påvirkning og den mest interessante substans for vor eftertanke og virksomhed. Her modnes helt sikkert uendelige frugter til høst, i særdeleshed – forekommer det mig – på det intellektuelle felt, i det moralske område, i religion, og Gud ved, i hvilket vidunderligt område. Som skulle jeg blive profet i denne kunst? [Vennen Friedrich Schlegel skriver til Novalis i et brev fra marts 1799: ”Måske er du det første menneske i vor tid, som har kunstnerisk sans for døden.”]

Nr. 1623. Sygdommens kendetegn er selvdestruktionens instinkt. Således er alt ufuldkomment – selv livet, eller bedre udtrykt, det organiske stof.

Nr. 1624. Den enkelte sygdoms nytteværdi – sammes poesi. En sygdom kan ikke være selve livet, i så fald måtte denne forbindelse være en sygdom i vores eksistens.

Nr. 1625. Enhver sygdom er et musikalsk problem, helbredelsen en musikalsk løsning. Jo hurtigere og jo mere fuldkommen løsningen er, desto større er lægens musikalske talent.

Nr. 1754. At være fuldkommen besindig vil sige at være seer.

Nr. 1755. Det første menneske er den første seer i ånden. For ham synes alt at være ånd. Hvad er vel børn andet end de første mennesker? Barnets klare blik er mere overvældende end den mest resolutte seers anelse.

Nr. 1760. At gå tilbage i sig selv vil for os mennesker sige at abstrahere fra den ydre verden. Blandt ånderne betyder analogt det jordiske liv en indre betragtning, en gåen ind i sig selv, et immanent virke. Således udspringer det jordiske liv af en oprindelig refleksion, en primitiv gåen ind i sig selv, der er lige så fri som vores almindelige refleksion. Omvendt udspringer det åndelige liv i denne verden af en gennembrydning af hin primitive refleksion. Ånden udfolder sig på ny, går igen ud af sig selv, løfter til dels refleksionen op, og i det øjeblik siger den for første gang jeg. Man ser her, hvor relativ en gåen ud og en gåen ind er. Det, vi kalder at gå ind vil egentligt sige at gå ud, en genmodtagelse af den oprindelige skikkelse.

Nr. 1790. Det at bygge verdener er ikke nok for den dybt indtrængende sans og betydning. Men et elskende hjerte mætter den stræbende ånd!